Samsø Røgeri

LAKS MED OMTANKE

Mit navn er Mikael Andreasen, og jeg er indehaver af Samsø Røgeri, som er et lille håndværksrøgeri beliggende på Kattegats vedvarende energi-Ø Samsø.
Her producerer jeg Ø-Laks, som er et unikt produkt, og koldrøget laks i særklasse.
Mine kunder er hovedsageligt top restauranter og specialbutikker, som ønsker unika produkter i topkvalitet.

Hvad gør Ø-laks unik
Ø-Laks er et 100% håndlavet produkt, og jeg har lært mig selv røge håndværket, og med årelang tålmodighed har jeg udviklet min egen forarbejdningsmetode. Det giver en unik og meget karakteristisk smagsoplevelse.
Tid, råvarekvalitet og omhu er nogle af de ingredienser, som er kendetegnende for kvaliteten af produktet, og samtidig en vigtig og central del af min filosofi.

Kort fortalt anvender jeg ammetræer fra min lokale skov, som jeg laver savsmuld af med min kædesav (Jeg anvender rapsolie i saven for ikke at kontaminere savsmuldet). Savsmulden tørres i kasser og håndvendes løbende til den rette luftfugtighed er opnået.
Frugttræ er min signatur, og er efter min erfaring meget komplementær sammen med en fed fisk som laks...laksen tørsaltes, og lufttørres derefter i 3 hele døgn hvorefter den røges mildt og til sidst eftermodner.

Målsætning
Med Ø-laks, ønsker jeg i samarbejde med mine kunder at ændre danskernes oplevelse af, hvad koldrøget laks er, og skabe uforglemmelige øjeblikke ved bordet, spiseoplevelser hvor den gode historie og det unikke produkt går hånd i hånd.

Lidt positiv omtale vedrørende Samsø Røgeri og produktet Ø-laks.
Det Danske Gastronomiske Akademi har for nylig tildelt Samsø Røgeri et hædersdiplom for dets indsats for dansk gastronomi.

Hædersdiplom til Samsø Røgeri

"Det Danske Gastronomiske Akademi har tildelt Samsø Røgeri et hædersdiplom for vores arbejde for dansk gastronomi. Vi takker for denne fine anerkendelse. Med fornyet energi fortsætter vi med at være tro mod vores madhåndværk, og fremadrettet producere koldrøget laks i allerhøjeste kvalitet."

Læs mere

Der er ingen genveje til Ø-laks.

Ø-laks er længe undervejs, og det er helt bevidst. Til gengæld er den værd at vente på.
Mikael Andreasen fra Samsø vælger aldrig de hurtige løsninger. For eksempel tager han sin motorsav og skærer frisk savsmuld til hver eneste røgning, og han lufttørrer og håndvender savsmuldet, til det er lige præcis tilpas fugtigt.
Laksen bliver heller ikke røget, før den har hængt til tørre i tre døgn. Omhu giver god smag.
Savsmuldet kommer fra et frugttræ, som heller ikke er tilfældigt valgt. Det er et ammetræ, der udelukkende er plantet for at hjælpe andre træer med at vokse op. Når de kan klare sig selv, bliver ammetræet fældet. Heldigvis bor Mikael tæt på, så frugttræet kan leve videre i laksens karakteristiske, koldrøgede smag, og sådan fortsætter Samsø-livet sin cirkulære gang.

Autentisk håndværk – og tålmodighed

Mikael får sine laks fra bæredygtige laksefarme på Færøerne, og det er ham selv, der står for at håndsalte, skylle, lufttørre og røge laksen, inden den hviler og modnes. Metoden er nytænkning og helt hans egen. Men en af de vigtigste ingredienser er altså tid –en værdifuld ressource i 2022.
Tålmodighed er ikke et ukendt fænomen på Samsø. Her venter man også på hornfiskens og makrellens ankomst.
De første asparges. De fine røde jordbær, de søde ærter, de sprøde salathoveder og – ikke mindst – de nye spisekartofler.
Mikael bruger ventetiden på at prøve nye metoder af. Tygge langsomt og smage ordentligt efter. Det gør en dedikeret håndværker, der som laksen har valgt at svømme mod strømmen og insisterer på kun at producere høj kvalitet i en lille skala. Det er jo dét, der gør den store forskel. 

Kontakt
Samsø Røgeri

Samsø Røgeri
Mikael Andreasen
Østervangen 2 A, 8305 Samsø
Tlf. ​+4530282396
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Hjemmeside