Samsø Strandhotel

Et nyt strandhotel er på vej i Sælvigbugten på Samsø, hvor en gammel cementfabrik omdannes til en spaoplevelse med udsigt over Mælkevejen. Private investorer kan købe sig ind.

Tekst: Trine Becket Fotos: Samsø Strandhotel

På stranden ud til Sælvigbugten på Samsø, vil der om få år ligge et nyt strandhotel. Et lille hotel på størrelse med nogle af de klassiske, danske badehoteller, men med en fuld spaoplevelse.
Der vil være spa i kælderen og på tagterrassen, sauna og behandlerrum, Sælvigbugtens klare vand lige ude foran vinduerne, og den mørke himmel, som giver fuldt udsyn til Mælkevejen.
Bag projektet står Lasse Kronholm. Han har en baggrund som byplanlægger og projektudvikler fra en række projekter i hovedstadsområdet og resten af landet. Men hans ultimative iværksætterdrøm er projektet på Samsø, hvor han står i spidsen for at omdanne en gammel cementfabrikken til et strandhotel. Et lille projekt med den rigtige beliggenhed og mange år undervejs, forklarer han.
Samsø har det hele af alt det bedste "Jeg faldt pladask for Samsø, da jeg underviste på øens højskole for mere end 20 år tilbage. Samsø har det hele af alt det bedste, Danmark har at byde på, synes jeg: Sandstrande, skønne landskaber - og så mildt et klima, som vi nu har herhjemme.”
Lasse Kronholm byggede et sommerhus, og faldt en dag i snak med Lisbeth og Bjørn Sørensen, som havde cementvarefabrikken.
Ti år og mange samtaler senere blev de enige om en aftale, hvor Lasse Kronholm kunne købe grunden og bygge projektet her, hvis alle tilladelser faldt på plads. Og det er de ved at gøre nu.

27 værelser med havudsigt

Der bliver 27 værelser på stedet. Alle får udsigt til vandet og egen terrasse eller altan, så udsigt og solnedgang kan nyes både inde og udenfor. Fællesområderne består af en pejsestue ved siden af restauranten. I kælderen findes fitnessrum, spaafdeling og en vinkælder. Også på toppen er der spa i form af hot tubs, hvor der om aftenen og natten er frit udsyn til Samsøs mørke nattehimmel. Og Mælkevejen.
”Hotellets fuldskala spaoplevelse gør det muligt at tiltrække gæster året rundt. Og selvom det kræver energi at varme vandet i spaen, kan forkælelsen nydes med god samvittighed, da Samsø får al sin strøm fra vindmøller,” fortæller Lasse Kronholm.

Nordisk og lys arkitektur
Arkitekterne har i udtryk og materialer vægtet, at stedet skal være et lyst, nordisk inspireret strandhotel. Det har samtidig referencer til stedets historie som cementvarefabrik med rå og enkle overflader i beton. Det naturlige understreges af synlige elementer i træ, som bliver det bærende materiale i konstruktionerne over jorden. Samtidig er materialevalget i høj grad bæredygtigt i og med at mange materialer fra den gamle bygning upcycles og bruges i den nye. Endelig vil grunden omkring den nye bygning blive genetableret som den oprindelige strandeng, så hele kysten langs Sælvigbugten kommer til at hænge sammen som naturområde igen, fortæller Lasse Kronholm.

Råvarer fra Danmarks køkkenhave
Gastronomien vil også være i højsædet på det kommende strandhotel. ”Samsø bliver kaldt Danmarks køkkenhave, og ikke uden grund. Der er et væld af gode råvarer og lokale producenter af alt fra gin, øl og vin til lam, ost og mel og vi er er i dialog med flere, som gerne vil være med til at sætte sit præg på stedets køkken. Kortrejst mad og lokale producenter vil være omdrejningspunktet,” forklarer Lasse Kronholm, der også peger på hotellets attraktion for de gæster, der søger en aktiv ferie. Således er her især gode muligheder for golf, cykling og kitesurfing.

Golf, cykel og kitesurfing
”På Samsø ligger en af Danmarks bedste links-golfbaner.
Fra banen er der udsigt mod øst over vandet til Sjælland.
Øen er også oplagt til cykling. Der er kun få kilometer mellem hver landsby, og der er masser af vejboder, loppefund og naturoplevelser på vejen. Og endelig er kitesurfing er blevet udbredt. Øen har i sin natur vand hele vejen rundt, og der er derfor altid en god strand at starte fra, uanset vindretningen.”

Let at komme til
Samsø kan nås med færge fra Jylland ved Hou og fra Sjælland Kalundborg. Ferien på Samsø starter allerede på færgen, hvor skuldrene sænkes og tempoet sættes ned.
I foråret startede den nye hurtigfærge Lilleøre, sin rute direkte fra Aarhus havn til Sælvig på Samsø. Lilleøre er kun til gående og cyklister. Det kommende strandhotel vil få en shuttlebus, der kan hente gæster ved færgen. Man kan selvfølgelig også gå langs stranden eller tage cyklen de 3 kilometer hen til hotellet, hvis vejret og energien er til det.
Øen kan også nås i egen båd, og vandflyveren, der har rutefart mellem Aarhus og København, er også set lande ved Samsøs kyster.

Drømmen er åben for private
Fundamentet for projektet bliver skabt af private investorer.
Der er i øjeblikket en aktieemission åben, hvor man kan købe aktier for 50.000,- pr. stk. Dermed kan man købe sig ind på drømmen og være med til realiseringen af et fantastisk strandhotel. Det er samtidig et idealistisk fremsynet projekt, hvad angår arbejdspladser og vækst i Udkantsdanmark, samtidig med naturgenopretning langs kysten.


FAKTA OM SAMSØ STRANDHOTEL
Arkitekt: LOOP Architects
Landskabsarkitekt: SLA Aarhus• 27 værelser
• Restaurant
• Vinkælder
• Pejsestue
• Spa på rooftop og i kælder
• Fitness